Fakta om hadforbrydelser
Generel info omkring hadforbrydelser i Danmark
“Forbrydelser, som er motiveret af fordomme og had til offeret på grund af offerets tilhørsforhold til en bestemt gruppe.”
– Institut for Menneskerettigheder
Politiet opgør hadforbrydelser under kategorier som trusler, vold, hærværk og hadefulde ytringer, der både kan finde sted fysisk og online. En hadforbrydelse er altså ikke kun vold men kan også være tilråb.
I rapporten “Hadforbrydelser i 2019 – Rigspolitiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser” fremgår det, at 76 af de i alt 569 registrerede sager omhandler hadforbrydelser mod LGBTQI+personer.
I politiets offerundersøgelse vurderes det dog, at det reelt er mellem 1.600 og 2.700, der årligt udsættes for vold pga. deres LGBTQI+identitet.
Ifølge udredningen “Hadforbrydelser i Danmark – vejen til en effektiv beskyttelse” er en del af forklaringen på, hvorfor flere ikke anmelder hadforbrydelser, at der er en “manglende tro på, at en anmeldelse vil nytte”, at det som minoritet kan være med til at bringe en i en “mere sårbar situation”, og at det kan være forbundet med “skam”.
Ved bedre at afdække omfanget af hadforbrydelser, sikre en bedre procedure for anmeldelser og opbygge mere tillid mellem politi og LGBTQI+personer kan vi styrke retssikkerheden samt forebygge og reducere antallet af hadforbrydelser.
6 fakta om selvmordstanker, frygt og ensomhed
“Selvmordstanker er mere end dobbelt så udbredt blandt LGBT-personer som blandt den øvrige danske befolkning, og faktiske selvmordsforsøg sker ca. tre gange så ofte blandt LGBT-personer.” 1
“Indenfor det seneste år har ca. 1 ud af 3 LGBT+personer oplevet diskrimination på baggrund af sin seksuelle orientering og 56 % har oplevet diskrimination på baggrund af sin kønsidentitet.” 2
“49 procent af danske LGBT-personer undgår offentligt at holde i hånd med en partner af samme køn af frygt for overfald, trusler eller chikane.” 1
“Forholdsvis mange LGBT-personer oplever, at de ikke kan færdes, klæde sig eller agere som de ønsker i dele af det offentlige rum uden frygt for tilråb, chikane, trusler eller fysisk vold.” 2
“Ensomhed er ca. 5-6 gange mere udbredt blandt LGBT-personer end blandt befolkningen generelt.” 2
“LGBTQ+eleverne føler sig også ca. 6 gange oftere ensomme i skolen
sammenlignet med svarfordelingen fra den nationale trivselsmåling.” 3
1. Redegørelse/Perspektiv- og handlingsplan 2018. Afgivet til Folketinget af minister for ligestilling den 27. februar 2018
2. Undersøgelse af udfordringer og stigma i forhold til at have en LGBTI-identitet i Danmark, Als Research (2020)
3. Stop diskrimination i skolen – LGBTQ+ elevers trivsel og vilkår i grundskolen, LGBT+ Ungdom & LGBT+ Danmark (2021)